”Hvordan går det dig?”. Umiddelbart et enkelt spørgsmål, som vi stiller og besvarer rutinemæssigt. Når spørgsmålet stilles af en professionel til en klient i stofmisbrugsbehandling dukker mere komplicerede spørgsmål imidlertid op i kølvandet. For er det egentlig den professionelle eller klienten, der bedst ved, hvordan det går? Er klienten til at stole på?
På baggrund af etnografisk feltarbejde på to danske behandlingsinstitutioner for unge undersøger dette studie, hvordan behandlere forholder sig til sager, hvor deres klienter vedblivende svarer på en måde, som behandlerne vurderer som inautentiske. Dvs. klienter, der hævder ting, som behandlerne opfatter som usande, misforståede eller på anden måde ikke i overensstemmelse med virkeligheden.
Studiet demonstrerer, hvordan behandlere narrativt skaber mening med det de opfatter som inautencitet gennem aktivering af tre distinkte typer af historier.
For det første fortæller behandlere historier om ’institutionalisering’; det er en type historie, der beskriver klienter, som har færdes så meget i institutioner, at de begynder at snakke de professionelle efter munden. Disse klienter siger inautentiske ting, fordi de er blevet (for) tilpassede.
For det andet fortæller behandlere historier om ’skjulte motiver’; det er en type historier, der handler om klienter, der er kommet i stofmisbrugsbehandling, fordi de fx vil undgå arbejdsprogrammer eller fængsel. Disse klienter siger inautentiske ting, fordi de har en anden dagsorden end de professionelle.
For det tredje fortæller behandlere historier om ’forstyrrelser’; det er historier, der handler om klienter, som siger inautentiske ting pga. en eller anden form for patologi, bekræftet eller ubekræftede af psykiatriske diagnoser.
Studiet demonstrerer, at historie-fortælling er en måde, hvorpå behandlere udøver narrativ kontrol i stofmisbrugsbehandling, og nogle historier kan medføre, at klienter ekskluderes fra behandling
Hverdagens historie-fortælling har konsekvenser
Gennem analyser, der går tæt på hverdagens behandlingsarbejde, illustrerer studiet, hvordan professionelle bruger historierne i hverdagen til at skabe mening med det de oplever. Historierne tilbyder behandlerne fortolkningsrammer i forhold til, hvordan de kan forstå det, de opfatter som klienters inautencitet, og hvordan de på den baggrund bør handle fremadrettet i forskellige situationer.
Studiet illustrerer endvidere, hvordan behandleres historier har konkrete konsekvenser. Studiet demonstrerer, at historie-fortælling er en måde, hvorpå behandlere udøver narrativ kontrol i stofmisbrugsbehandling, og nogle historier kan medføre, at klienter ekskluderes fra behandling. Studiet illustrerer, hvordan denne narrative kontrol udspiller sig i dag-til-dag interaktioner mellem professionelle og klienter.
Endelig kan studiets fund relateres til international etnografisk forskning, der indikerer, at de tre distinkte historier, identificeret i en lokal, dansk kontekst cirkulerer og er genkendelige i bredere professionelle kredse og dermed kan fungere som såkaldte ’master narrativer’ på tværs af lande og institutionsgrænser. En sådan type historier står stærkt i lokale kontekster og kan få et skær af selvfølgelighed. Derfor er det vigtigt at behandlere er opmærksomme på, hvilke konsekvenser, deres historier – ikke mindst de historier, der fraskriver klienter autencitet og beskriver deres udsagn som usande eller misforståede – får for deres klienters liv og selvopfattelse.
Ditte Andersen, Ph.D-student, Center for Rusmiddelforskning (CRF)
Publicerad 16.6.2014
