I Danmark er der sket markante forandringer i den måde man har forstået og behandlet stofmisbrug på gennem tiderne. I 1870erne og 1880erne opdagede læger at nogle patienter udviklede det misbrug af morfin, det vil sige et forbrug som ikke var medicinsk begrundet. Det var grundlaget for, at stofmisbrug for første gang blev gjort til genstand for regulering og intervention i Danmark.
Det blev iværksat to tiltag. For det første en mere restriktiv regulering af brugen af morfin med henblik på at forebygge misbrug, idet man anså for let adgang til morfin som den vigtigste årsag til problemet. For det andet behandling af stofmisbrugere som primært bestod af afgiftning.
I 1883 udgav lægen Knud Pontoppidan afhandlingen ”Den Kroniske Morfinisme”. I den satte Pontoppidan ord på det centrale aspekt i mange fremstillinger af stofmisbrug lige siden, nemlig at det en ukontrollerbar ”stofhunger”, som ligger til grund for stofmisbrug. Pontoppidan mente at nogle mennesker var mere disponerede end andre for at udvikle kronisk morfinisme. Køn og klasse var bl.a. disponerende forhold, men vigtigst var individets psykiske disposition. Det sidste blev også betonet af andre eksperter i stofmisbrug, fx Knud O. Møller, som i 1940erne promoverede begrebet ”eufomani” som betegnelse for stofmisbrug. Således mente man, at det især var psykopater og individer med karakterbrister, som var disponerede for at udvikle stofmisbrug.
Men i 1940erne skete der også en forandring af forbruget af euforiserende stoffer, som førte til, at stofmisbrug ikke længere kun blev forstået og håndteret som et medicinsk problem. I slutningen af krigen og lige efter udviklede den første stofscene sig i Danmark med udgangspunkt i værtshusmiljøet i Nyhavn. I dette miljø begyndte nogle socialt dårligt stillede og småkriminelle mennesker at bruge amfetamin, morfin og metadon og der udviklede sig det man kalder for stofmiljø. Stofferne blev især fremskaffet ved forskellige former for kriminel aktivitet, så som receptfalskneri, udskrivning af stoffer på falsk grundlag, indbrud osv. Dermed stofmisbrugeren ikke længere blot et individ, som var blevet afhængig af stoffer i forbindelse med en medicinsk behandling, men kunne også være en person, som tilhørte et bestemt småkriminelt, socialt marginaliseret og socialt afvigende miljø.
Hvor man især blev opmærksom på de hidtidige ’medicinmisbrugere’ i forbindelse med medicinsk behandling, var det politiet, som patruljerede i værtshusmiljøerne og slummen i København, som opdagede de nye stofmisbrugere eller ”Nyhavnseuformaner”, som de også blev kaldt. Dermed blev politiet for første gang en aktør i håndteringen af stofmisbrug i Danmark. Det var bl.a. ønsket om at regulere dette nye stofproblem som dannede grundlag for indførelsen af Lov om euforiserende stoffer i 1955, som for første gang kriminaliserede stofbrugeren ved at gøre det strafbart at være i besiddelse af illegale stoffer til eget forbrug.
Således begyndte man at forholde sig til stofmisbrug ikke blot som en indlært adfærd eller som en sygelig stofhunger, men også som et socialt eksklusionsproblem
Tredje gang der skete en afgørende forandring i forståelsen og håndteringen af stofmisbrug i Danmark var i 1960erne, hvor almindelige unge begyndte at bruge nye stoffer, især cannabis. De nye stoffer kom ikke fra sundhedssektoren, men blev bragt ind i landet fra Asien og Mellemøsten.
De nye stofbrugere havde hverken udviklet et misbrug i forbindelse med medicinsk behandling eller tilhørte et socialt marginaliseret og afvigende miljø. På den baggrund udviklede der sig nye sociologiske forståelse af stofbrug som et socialt fænomen som var tæt forbundet med ungdom, ungdomskultur og social indlæring. Unge som havde udviklede et misbrug af de nye stoffer begyndte at dukke op i de forskellige institutioner, som eksisterede til at tage sig af unge med sociale tilpasningsvanskeligheder (børne- og ungdomsforsorgen), stofmisbrugere (sygehusvæsenet) og kriminelle (fængslerne).
Men alle tre typer institutioner havde svært ved at forstå og håndtere de nye unge stofmisbrugere. I stedet udviklede der sig et nyt socialpædagogisk baseret behandlingssystem for unge stofmisbrugere, som var baseret på en forståelse af stofmisbrug som et symptom på social marginalisering og som socialt indlært adfærd. Behandling skulle derfor bestå af resocialisering.
Det fjerde markante skifte i forståelsen og håndteringen af stofmisbrug i Danmark skete i 1980erne, hvor skadesreduktionstanken blev indført. Baggrunden var, at det socialpædagogiske behandlingssystem, som rettede sig mod ’ungdomsnarkomaner’ i stadig mindre grad passede til stofmisbrugere, som blev ældre og stadig mere marginaliserede.
På den baggrund formulerede Narkotikarådet i 1984 tanken om at yde gradueret hjælp til stofmisbrugere, også mens de var i et aktivt misbrug med henblik på at øge deres ressourcer og mindske deres belastninger. Det indebar et større fokus på ambulant behandling og mere omsorgsorienterede tilbud samt ikke mindst metadonvedligeholdelsesbehandling, som hidtil var blevet afvist som symptombehandling. Således begyndte man at forholde sig til stofmisbrug ikke blot som en indlært adfærd eller som en sygelig stofhunger, men også som et socialt eksklusionsproblem. Dermed foregreb narkotikapolitikken det fokus på social eksklusion, som kom til at præge dansk socialpolitik fra slutningen af 1980erne. Med HIV/AIDS problemets fremkost i 1986 blev der sat yderligere fart på udviklingen af brugen af metadon i behandling af stofmisbrug i Danmark.
Esben Houborg, Center for Rusmiddelforskning
Publicerad 19.12.2014
